Solen skinner fra en skyfri afrikansk himmel, og jeg overvejer, om jeg skal fortrække ind i skyggen eller smøre mere solcreme på min danskersarte krop. I baggrunden kan jeg høre salmerne fra den lokale kirke - jeg forstår ikke, hvad de synger, men taget i betragtning at det er søndag formiddag, er kirkesalmer vist et ret godt bud. 

Jeg lukker øjnene og forsøger at koncentrere mig om, hvad der skal stå i den artikel, som efter planen gerne skulle dukke op på computerskærmen. Gennem sangene i baggrunden kan man høre en mygs summen. Ups, nu var jeg lige ved at glemme det igen. Jeg rejser mig og går ind i stuen, hvor den obligatoriske morgen-antimalariapille ligger og venter på mig. På vej ud igen hapser jeg også solcremen. 

Et typisk syn i Rwanda.

Jeg befinder mig i Rwanda, de 1000 højes land, på størrelse med Jylland og godt klemt inde mellem Congo, Kenya, Burundi, Tanzania og Uganda. Landet er stadig mest kendt for folkemordet i 1994. Jeg har da også været ude og se forskellige massegrave og udstillinger for at prøve at forstå den tragedie, der fandt sted dengang, hvor 1 million mennesker blev dræbt på 100 dage. Men Rwanda anno 2008 er meget mere end folkemord. Nogle har også hørt om Rwanda, fordi det er et af de få steder i verden, hvor man kan se bjerggorillaer. Jeg har dog ikke stået ansigt til ansigt med et af de ca. 650 nulevende eksemplarer, og har heller ikke tænkt mig at gøre det. Jeg er jo stadig en fattig studerende - selvom det er længe siden, at jeg har siddet med næsen i Medicinsk Kompendie - og selvom jeg er sparsommelig, er der grænser for, hvor langt SU’en kan strækkes. Det gør nu heller ikke noget med de gorillaer. Jeg har nemlig fundet den perfekte måde at opleve det ægte Rwanda på, i hvert fald hvis jeg selv skal sige det.

En alternativ måde at rejse på
Jeg er medicinstuderende og har de sidste par år været aktiv i en frivillig gruppe af medicinstuderende, som samarbejder med rwandiske medicinstuderende om forskellige sundhedsfremmende projekter i Rwanda. Det har nu givet mig muligheden for at tage 4 måneder ud af mit normale liv i København for at tage her til Rwanda.

Nu er jeg her så, arbejdet er i fuld gang, og jeg elsker det! Endelig har jeg noget virkeligt mellem hænderne, ikke bare bøger og opgaver. Jeg føler, at jeg får lov at prøve en masse af i praksis, inden jeg skal ud og have et ”rigtigt” job. Derudover får jeg mulighed for at komme helt ind under huden på et anderledes land og dets meget anderledes kultur. At rejse rundt i et land som turist er en ting, at skulle arbejde der er noget helt andet. Jeg kommer tæt på mennesker, procedurer og arbejdsmetoder, som alle er meget anderledes, end jeg er vant til, og det sætter min normale måde at gøre tingene på i perspektiv.

Carina til anti-rygningskampagne i en lille landsby. Hun holder skiltet, mens Gerard fortæller.

Mit arbejde hernede består i at hjælpe med at kapacitetsopbygge den rwandiske organisation af medicinstuderende. Formålet med dette er, at de frivillige medicinstuderende skal blive endnu bedre til at udføre projekter, der kommer lokalbefolkningen til gode. Min arbejdsdag er meget alsidig, nogle dage er der undervisning på programmet og andre dage bruges tiden på at gennemgå og diskutere ansøgninger. I januar var jeg med til at arrangere en udstilling om de medicinstuderendes projekter med det formål at skabe mere opmærksomhed omkring denne gruppe af frivillige blandt rwandiske Ngo’er og andre institutioner. Håbet er, at dette vil gøre det nemmere i fremtiden at få lokal økonomisk støtte til projekter, samt være grobund for samarbejde med andre NGO’er.
Det næste stykke tid skal jeg arbejde sammen med frivillige fra ét af projekterne. Denne gruppe underviser lokalbefolkningen i familieplanlægning (hvordan man planlægger, hvor mange børn man vil have), ligestilling og HIV/AIDS. Der er et stort behov for denne undervisning i Rwanda, hvor en kvinde i gennemsnit får 5,5 børn. For at sikre projektets bæredygtighed, også selvom nogle studerende afslutter studierne og forlader gruppen, og nye kommer ind, skal jeg blandt andet være med til at skrive guidelines for undervisningen.

Ud over familieplanlægningsprojektet er der også en gruppe, der arbejder med prostituerede og hvordan man, vha. indkomstgenererende aktiviteter, kan hjælpe disse med at forlade prostitutionen. Andre studerende underviser skolebørn i konflikthåndtering, mens andre igen har fokus på fejlernæring blandt børn. Dette er blot nogle af de projekter, jeg stifter kendskab med, og denne alsidighed er med til at gøre mit arbejde spændende. Når man arbejder sammen med mennesker, der brænder for deres projekter og samtidig kan se behovet for disse, så kan man slet ikke undgå at blive inspireret.

Mit arbejde er på mange måder utrolig forskelligt fra det at skulle være læge. Ikke desto mindre har jeg en helt klar overbevisning om, at dette ophold vil være brugbart for mig i fremtiden. Internationalt arbejde giver større viden om og forståelse for andre menneskers tænkemåde, normer og værdier. Dette er noget man med garanti kan drage nytte af som kommende læge. Både fordi man vil få patienter fra andre lande end Danmark, men også fordi der blandt etniske danskere er stor forskel på personlighed, og lige meget hvordan folk tænker, har de stadig ret til den for dem bedst mulige behandling, hvilket kræver, at man kan sætte sig ind i deres situation.

Arbejdet her i Rwanda udfordrer også min samarbejdsevne gevaldigt, og det nogen gange lige til grænsen. Jeg er sikker på, at dette er meget sundt, og at det er med til at udvikle mig personligt. Ved at arbejde i Rwanda lærer jeg meget om mig selv, og det er en kompetence, der er vigtig for alle mennesker, ligegyldigt hvilket fremtidigt job de måtte få. Jeg lærer blandt andet at vælge mine kampe med omhu; hvor jeg før var klar til at tage hver en kamp, har jeg nu indset, at det i nogen sammenhænge kan betale sig at lade være - især i en rwandisk kultur. Jeg har altså opnået nogle kompetencer både menneskeligt og fagligt, som studierne i sig selv ikke kan give, og jeg føler, at det, jeg laver, giver mening.

Den rwandiske gæstfrihed
Der bliver nu også tid til andet end arbejde. Når man er i Rwanda som frivillig, får man lynhurtigt en masse gode venner, som gerne vil vise, hvad rwandisk gæstfrihed vil sige. Og gæstfrihed er noget af det, jeg virkelig vil huske Rwanda for. Jeg er blevet inviteret ind i mine venners hjem og har holdt jul og nytår sammen med deres familier på den rwandiske måde. Jeg har besøgt bondegårde og hospitaler, hvilket giver et utroligt godt indtryk af, hvor langt landet er nået - eller ikke er nået – udviklingsmæssigt, samt været på mørke natklubber, hvor man ikke ser så meget andet end hvide smil.

Her spiser Carina julemad med fingrene hjemme hos en ven. En stor oplevelse!

I skrivende stund har jeg har været i Rwanda i 3 måneder og har kun 1 måned tilbage, før jeg atter vender næsen hjemad mod Danmark. Jeg er bestemt ikke klar til at skulle hjem endnu, men håber jeg bliver det, så jeg ikke er alt for trist, når jeg skal forlade mit andet hjemland.

Nu er computerskærmen fyldt med ord, jeg sidder med et nostalgisk smil, og maven er begyndt at råbe på den obligatoriske rwandiske buffet. Jeg vil adlyde maven, afslutte denne efterhånden lange artikel og begive mig op mod byen.